 |
|
|
 |
|
*Mo besøger et dyrehospital*
YOU CAN GIVE IN
YOU CAN GIVE OUT
BUT YOU DON'T GIVE UP!!
(Barry Manilow)
Hospital for mindre husdyr - den kgl. veterinær- og landbohøjskolen.
Igennem hele min opvækst har jeg desværre brækket op stortset hver uge - nogle gange optil 3 gange på én uge. ALTID om natten.
Jeg kan lige holde min vægt på knap 10 kg.
Men jeg vågner ofte om natten, og har det rigtig sløjt.
Min mor blir brutalt vækket ved, at jeg nærmest falder ud af sengen, og bare har så ondt i maven. Ingen af os kan rigtig holde til det, og har været kronisk trætte længe.
Så kaster jeg rigtig meget op dér om natten, piver, smasker og har sådan kvalme!
Efter 1-3 timer klinger det af, og vi sover videre, fordi de "anfald" gør mig forfærdelig træt/medtaget.
Det er slet ikke spor rart for nogen af os.
Natten til lørdag var jeg igen rigtig skidt, og om morgenen krøb jeg rundt på alle 4, og gravede mig ind bag strygebræt, stole osv. for at gemme mig.
Derfor tog mor og moster mig på det dersens hospital, som Landbohøjskolen har.
Nøj, de var lidt farlige derinde. *knur*
Deres hvide tøj... uha.
I al fald forsøgte jeg at skræmme dem væk. VOV sagde jeg ret HØJT.
Veterinærsygeplejersken havde den frækhed at gå lige hen og klappe mig, og sige, at mig var hun ikke bange for. *suk*
Mor har aldrig set mig sådan. Jeg var lidt hidsig i det.
De skulle bare ikke komme dér og tro, at jeg ville sige pænt hej.
Nå i al fald viste hende Lene sig at være ret så sød - og god humor :-)
Det var helt vildt så grundige de var, og jeg følte mig ret så tryg i det.
Mine blodprøver var fine (dér faldt en sten fra mors hjerte, da mor har FRYGTET noget med mine nyrer som brormand havde!).
Lene mente, at det hele stammer fra et eller andet med mine tarme.
I førte omgang er jeg på et specielt foder i 2 uger, og så ser vi, om jeg har det så godt, at jeg "bare" kan gå tilbage til det lækre allergifoder noget, eller om jeg må derind igen og måske scannes og så'n.
Dyrlæge Lene sagde også, at et vildt gæt kunne være epilepsi.
Men vi må tage én dag ad gangen.
Mor har det meget bedre ved, at de derinde var så vildt engagerede, og hun følte, at ansvaret ligesom blev frataget hende lidt.
I øvrigt har jeg også knopper for tiden, men Lene sagde, at lige nu og her ser vi bort fra dem, og koncentrerer os om det andet.
|
|
|
|
Jeg kom til at ligne en slagser krigsveteran med det armbind!
|
|
|
Æv altså, hvor har jeg det bare skidt meget af tiden!!!
Fakta sover jeg/vi aldrig 2 nætter i træk, og joh vi er trætte både mor og jeg.
Derfor lavede mor og moster igen en aftale med Lene idag.
Ih altså, hvor jeg godt kan lide hende.
Hun undersøgte mig, og sagde, at jeg var øm i maven.
Inden jeg fik set mig om, fik Lene mig i favnen, og mor og moster var væk.
Det er aldrig sket før, at jeg ikke har skreget efter min mor, men idag gjorde jeg altså ikke.
Vidste ligesom godt, at Lene er til for at hjælpe mig.
Moster måtte tilbage på arbejde.
Mor ville shoppe igennem i Frederiksberg centret.
Ak og ve, moster var kørt - og dér stod mor, og havde glemt sit dankort.
Heldigvis havde hende en check på en HUND, så det blev en sparedag.
6½ timer skulle gå med HUNDrede kroner på lommen. Og centret bød på alle tænkelige fristelser. 
De blev omsat til et blad - så gik tiden med læsning i solen i en nærliggende park - en cola, som kvikker - lakridser som forsøder - en banan for sundheden - en pakke knækbrød som mætter - og siden pommes frites til frokost.
Desuden var Assi's mor så sød at ringe og underholde mor - ligesom mor fik ringet til Teddy, og sagt, hvordan det stod til!
Imens blev jeg bla. scannet. Fik lavet røntgenundersøgelse af bugen og min afføring blev undersøgt for bla. orme...
Mor og moster hentede mig kl. 16.00.
Oh manner, gensynsglæden var stor.
Allerede da mor og moster kom ind i hospitalet, begyndte jeg at kalde. 
Jeg kan ikke huske om ikke, jeg sad ovenpå, og ventede i et bur - det gjorde jeg nu nok.
Det var svært for mor at høre, hvad Lene havde at berette om mig, da jeg var så glad og "snakkede" løs.
Men hende sagde i al fald: "Og jeg skal lige huske at sige, at han har opført sig eksemplarisk!" *glorie*
|
|
|
|
Åh, jeg vil altså helst sove... maven gør ondt!
|
|
|
Ved ultralydsundersøgelse blev dér gjort et afvigende fund.
En enkelt af lymfeknuderne tilhørende tarmgebetet fandtes forstørret.
Dér blev forsøgt at udtage et finnålsaspirat, altså en prøve fra lymfeknuden, men Mozart var ikke samarbejdsvillig og utryg ved situationen, så det måtte opgives.
Forstørrede lymfeknuder ses bla. ved infektionstilstande!
Afføringsprøve for indvoldsorm var negativ.
Umiddelbart mente Lene, at røntgenbillede af bughulen var uden anmærkninger.
Aftalen var, at hun ville kontakte os, hvis de blev beskrevet anderledes af radiologerne.
Desværre ringede hun dagen efter, at man ved røntgen kunne konstatere, at Mozart har forsinket tarmtømning og unormalt meget luft i tarmene.
Radiologen havde anført, at dér var meget luft og indhold i mavesækken, hvilket undrede idet Mozart havde spist morgenmad kl. 8 - 6½ time før undersøgelsen.
Forreste del af tyndtarmen udspilet af tarmluft. Og overgangen mellem mavesæk og tyndtarm gasudspilet.
Dér kan være tale om en mavesæksbetændelse eller forandring i øvre tyndtarm pga. langsom passage.
Dér er ingen diagnose endnu, og ved yderligere udredning håber man, at kunne fastslå årsagen.
Næste skridt er en kontrastundersøgelse, hvor tømning af mavesækken og tarmpassagen observeres.
Endelig kan der blive tale om en kikkertundersøgelse af mavesækken, evt. med biopsi, dvs. udtagelse af væv til mikroskopisk/histologisk undersøgelse.
Fakta er, at jeg er meget træt! Alt for træt.
Efter scanningen er jeg blevet tiltagende træt, hvilket bekymrer mine mennesker - selvfølgelig gør det det!
Jeg opfører mig som en gammel hund, og vil helst bare sove.
Ind imellem kvikker jeg op, og spiller bold og er kortvarigt en lille bitte smule fræk.
Dér er gode dage - mindre gode dage - dårlige dage - og meget dårlige dage.
Mor længes tilbage til den tid, hvor hun var totalt ør af at fare rundt efter mig. Snart var jeg på spisebordet - snart i køkkenet og forsøgte at stjæle mad - snart gøede jeg her snart dér.
Nu skal hun være glad, hvis jeg forsøger at nappe i hendes trøje, og dér er dage, hvor jeg overhovedet ikke skaber mig eller siger vov. ATYPISK.
Heldigvis er hende stærk for mig - og så har hun jo moster, M og M, Teddys mor, Assi's mor og Nero's mor som er dér 100% hele tiden - og alle de dejlige mennesker på hundegalleriet.
Uden dem var min mor gået i spåner.
Dels fordi hun aldrig får sovet nok pga. min uro/opkastninger/smerter om natten - dels fordi hun naturligvis er BEKYMRET for, hvad jeg fejler.
På vores campingferie ved Skærby stod det os klart, at Mozart var mere syg end vi havde turdet indrømme for os selv.
Den dag vi skulle afsted, havde han - igen - været syg mange timer om natten, og vi overvejede for/imod at tage afsted.
FOR var flest punkter bla. fordi vi kunne komme hjem forholdsvis hurtigt fra Skærby og direkte på KVL om nødvendigt!
Trods det faktum at Mo var mere end træt på ferien, havde vi nogle dejlige dage.
ALT foregik i hans tempo og under hensyn til, hvad han havde lyst til.
På nogle af vores ture måtte vi simpelt hen bære ham hjem, da han lagde sig ned, og ikke orkede at gå videre!
Dagen efter hjemkosten havde vi tid på KVL.
14 dage før vejede han præcis 10,2 kg. Da han blev vejet denne onsdag vejede han 9 kg. Dvs. vægttab på 1,2 kg på under 14 dage.
På ferien havde vi grinet af et nummer, hvor han røg ud af selen. Nu indså vi, at det skyldtes hans vægttab!
Indlæggelse 1.6 - 03.06.05
Da dyrlægen tog imod Mozart denne onsdagmorgen, sagde hun med det samme, ham beholder vi.
Han kan ikke tåle at tabe sig mere, og så trist han virker!
Vi var egentlig kun indstillet på, at han skulle være dér denne onsdag til kontrastundersøgelse og så hentes sidst på dagen, så det var ikke noget, vi var decideret forberedt på, at han skulle indlægges 
Trods det vidste vi jo, at lille Mo var nødt til at have hjælp NU!!!!
At dér skulle gå yderligere så LANG tid, før Mo fik hjælp, vil jeg ALDRIG forstå.
Én veninde skrev til mig, at det da snart var en sag for "Extra bladet", og om det egentlig er måden, vi behandler familiedyr på i DK????
Jeg kan KUN gentage, at Mo har været en tapper lille fyr, og han har gennemgået AL for megen smerte i sit korte liv.
Indlæggelsen gav sådan set ikke svar på noget som helst, og fredag fik jeg et opkald om, at han skulle hentes.
Samtalen var ikke specielt givende, og kemien mellem denne dyrlæge og jeg var slet ikke tilstede.
Imidlertid endte det dog med, at han bestilte tid på Karlslunde dyreklinik til en gastroskopi (kikkertundersøgelsen) mandagmorgen.
Men egentlig KUN fordi, jeg sagde, jamen der er ingen tvivl om, at den skal han have lavet.
Samme dyrlæge havde dagen før i telefonen taget modet fra mig ved at sige, at han ikke mente, at man fandt årsagen til Mo's sygdom.
Det blev jeg trods alt VED at tro på, at man gjorde. For jeg SÅ Mo ALLE de gange, han var ved at falde om af træthed og smerte og ubehag, og jeg var ALDRIG i tvivl om, at dér var en grund!!!!!!!!!!!!
Lille Mo vejede 8 kg, da vi hentede ham denne fredageftermiddag.
Dvs. 1 kgs vægttab på få dage.
Jeg var chokeret. Nu havde jeg svært ved at tro på, at han klarede den.
Men jeg VIDSTE nok at skulle, han klare den, så var det nødvendigt, at han havde mig ved sin side, og at jeg tog hånd om "opfedningen" osv.
Dagene mens Mo var indlagt stod stille. Jeg følte mig amputeret, og anede intet om, hvad Mo gennemgik, eller hvad konklusionen blev.
Nu stod jeg tilbage med en hund, der var omend endnu mere syg, men stadig uden en diagnose og en lang weekend foran mig.
Trods det var jeg LYKKELIG for at have Mo nær mig.
Ingen havde ved hjemsendelsen fortalt mig noget om, at Mo var startet på medicin, men han fik dog trods alt lægebrev med hjem, hvor der stod hvilken medicin, jeg skulle købe til ham.
På apoteket lærte de mig, hvordan man giver en hund mikstur i en sprøjte.
Men det havde nu været på sin plads, at udskrivende dyrlæge på KVL havde forklaret mig om medicinens virkning osv.
Nu er jeg tilfældigvis lægesekretær, og kender både præparatet og dets virkning, men se det vidste han jo ikke!
|
|
|
|
Jeg hænger kun sammen af gammel vane!
|
|
|
03.06.05.
Karlslunde dyreklinik, den 06.06.05.
Weekenden optil denne undersøgelse var præget af, at jeg var så forfærdelig træt og bare sov og sov.
Mandagmorgen kørte mor og moster mig så til Karslunde dyreklinik.
Det var med stor smerte, at de måtte gå fra mig.
Helt ude ved bilen kunne de høre mig kalde.
Inden havde de sat mig ind i et ganske lille bur, hvor der var hunde både over og under mig. 
Moster tog videre på arbejde, mens mor tog til København.
For at få tiden til at gå, gik min mor i biffen, og så "Shall we dance".
Hendes tanker var nu mest hos mig, men tiden gik da.
Bagefter var hun i "Magasin" og ude og spise.
Hun ringede for at høre til mig, men fik at vide, at hun først ville få besked, når hun hentede mig kl. ca. 17.00.
Mor tænkte meget over den besked. At så måtte de i al fald havde fundet "noget".
Dyrlægen tog imod mor og moster, da de kom drønende for at hente mig.
Han viste dem billeder fra min mavsi, og forklarede indgående, at jeg havde rigtig meget betændelse i min mave. Men ingen fremmedlegemer.
Da mor så billederne forstod hun virkelig, hvor SKIDT jeg har haft det.
Betændelsen kan ses med det blotte øje. Lag på lag af betændelse.
De havde taget biopsier fra min mave, men dyrlægen sagde, at jeg havde været så dygtig og tapper!
Ih altså jeg blev LYKKELIG, da dyrlægen hentede mig ud af min fangenskab. Jeg spankulerede fint ved hans side lige indtil jeg så min mor.
Joh, jeg havde godt nok også snuset hende, og tænkt skøn duft.
Og så fik jeg øje på min mor, min mor, min mor.
Dyrlægen sagde, at det godtnok var en gensynsglæde, der ville noget.
Naturligvis tænkte jeg, det er da min mor, så det siger selv, at jeg er glad for at se hende.
Aftalen blev, at vi skulle vente på biopsi-svar før stillingtagen til behandling.
Lige inde i bilen begyndte jeg at snuse... er det ikke mad, jeg kan dufte?
Og så fik jeg lov at få en masse tørfoder... så sulten jeg dog var!
Drak også en hel kilometer vand ca. 
Vi kørte lige ud til M og M, som glædede sig til at høre nyt, og selvfølgelig til at kramme mig.
Da var jeg godtnok ved at være træt, og gik hurtigt til døren, og kiggede op på min mor: "Du mor sku' vi ikke tage at finde min seng nu?".
De kommende dage sove jeg det meste af tiden.
Det er så for vildt stressende at besøge så mange hospitaler på så kort tid.
|
|
|
|
Jeg gad godt lege... men er for træt!
|
|
|
07.06.05.
Aftalen var, at Karlsunde dyreklinik skulle sende biopsi-svar til KVL, så snart de nåede frem.
Imidlertid blev KVL ved at afvise min mor i telefonen, og sige, at de intet prøvesvar havde fået.
De lovede tilmed, at de ville rykke for svar og ringe tilbage.
INTET skete.
Derfor gik dér i alt 11 dage, FØR vi fik vished i stedet for 7 dage.
Til sidst kontaktede mor selv Karslunde dyreklinik.
|
|
|
|
Overgreb!!!! Bundet og lagt i sin kurv og tvunget til medicin! (syns fakta det smager så skønt så skønt! Shh).
|
|
|
Biopsierne viste som ventet betændelse i spiserør og mavesæk.
Heliobacter bakterien.
Herefter blev jeg sat i behandling med Flagyl tabletter 200 mg - Clamoxyl tabletter, 200 mg samt Pantoloc 40 mg i 10 dage.
Det hjalp fint på mine lille mave, og pillerne kom forklædt som leverpostej, så det var en sand fornøjelse.
Smerterne forsvandt, jeg krøb ikke mere sammen og gemte mig i smerte, og opkastninger og uro var endelig væk.
Det blev en god periode på et par uger, som vi bare nød mor og jeg! 
Mor, jeg ligger og tænker på, hvad jeg mon fejler?
Den 15. juli så mor pludselig, at mine knopper var kommet tilbage i stor stil.
I ugens løb havde jeg været noget træt i det igen. Ja det er jeg så hele tiden men så mere træt da.
6 x 6 cm på min ryg havde jeg nu en stor plamage, som var ret hævet.
Naturligvis kløede jeg mig en del i det.
Mor og moster fik en akut tid på Karlslunde dyreklinik den eftermiddag.
Dér blev taget en lille prøve, som viste hudbetændelse.
Dyrlægen gav mig shampoo og balsam med hjem, og besked om, at jeg skulle vaskes hver dag i den dybderensende shampoo, som skulle sidde i pelsen i 10 min.!!! 10 lange hundetimer vil jeg kalde det.
Imidlertid hjalp det ikke en meter.
Mor er lige ved at skrive - selvfølgelig ikke!!!!
|
|
|
|
Pokkers... som det dog klør!!!!
|
|
|
17.7.05.
Søndag den 17. juli 2005.
Den weekend var jeg i min kolonier med mor og moster.
Men jeg var bare så skidt og blev ved at stikke af.
Under hegnet og væk var jeg.
En adfærd jeg ellers aldrig har udvist.
Heldigvis kom jeg HVER gang, min maddåse rystede sig højt og sagde dejlige lyde...
Jeg er KRONISK sulten, helt hysterisk sulten, og øger alligevel ikke min vægt.
Moster og mor bemærkede, at jeg igen virkede meget trist.
Om eftermiddagen stod det klart, at de måtte skaffe mig akut hjælp.
Karlslunde dyreklinik henviste til Københavns dyrehospital, så derfor faldt valget på dem.
Myggestiklignende knopper all over :-(((((((((
På Københavns dyrehospital.
Mor ringede til Københavns dyrehospital, og forklarede dem situationen.
De sagde, at jeg skulle ses af dyrlæge, og at moster skulle køre mor og jeg derind.
Nu elsker jeg heldigvis at køre i bil, men jeg er snart klar over, at alle de extra bilture godtnok ofte ender med besøg hos det hvide folk.
Derinde var jeg meget stille, og reagerede slet ikke på de andre hunde og katte.
Dér kom en sød dame med den skønneste dværg pinchner, som hun havde reddet fra den sikre trafikdød.
Den løb på vejen mellem bilerne.
Godt at der findes mennesker som hende.
I al fald var hunden hverken chipmærket, øretatoveret eller havde hundetegn, så det blev en politisag.
Her kunne jeg godt skrive en masse meget hurtigt efter hinanden.
Godtnok har jeg selv været på springtur denne weekend, men jeg bærer mors telefonnummer i min halskæde og jeg er også chipmærket, så hjem skal jeg nok komme...
Dyrlægen sagde, fik I kun shampoo i fredags?
Øhhh jo det gjorde vi så.
Som mor havde diagnosticeret selv, sagde han også, at jeg har URTICARIA.
Nældefeber på latin.
Han sagde, at det godtnok var voldsomt.
Og at han helst ville give mig binyrebarkhormon i.v.
Mor sagde ja endelig!
Det hjalp indenfor én time.
De kommende dage skulle jeg så fortsætte med medicinen som piller.
Desværre blusser nældefeberen hele tiden op.
Og jeg har nu et stort hårløst område på ryggen, hvor jeg blir ved at klø.
Nu er det jo så med sår og både ømt og kløende!
Havde det så bare været det, men vægten siger igen 8,35 kg.
Det er noget rigtig l...!!!!!!!!!!!!!
Lad vær og klø!!!!!
Idag den 22. juli 2005 måtte jeg igen akut på Københavns dyrehospital.
Moster var på arbejde, så Annette og Niels var såååå kære, at de ville køre mor og jeg derind!
Vi måtte vente længe, da vi var puttet ind imellem, men det er ok, når man ved, at man til gengæld får god behandling.
Jeg har kløet mig konstant i mange dage, og det er kun blevet værre!
De sidste par nætter har jeg igen været nattevandrer.
I aftes sad jeg længe bag en dør og bare rystede.
Mor kan slet ikke hjælpe mig - jeg vil helst være alene....
Dyrlægen i dag sagde godt I kom med ham, for det er da en svær hudbetændelse, og han - det er mig - skal straks i antibiotika-behandling!
Ham stak mig lige i struben - sådan en blodsuger - og vi får svar på blodprøver tirsdag.
Bagefter fik jeg indsprøjtning. Så stopper I....
Og så ellers både antibiotika til 15 dage og Prednisolon til én måned med hjem.
Måske har jeg fået ræveskab oveni.
Ja hvorfor egentlig ikke?
Jeg er nu oppe på at have kostet ca. 12.550 kr. i dyrlægeregninger.
Av pokker sir jeg bare. *knur*
22.7.05.
Jeg skaber mig ikke! *vuf*
I dag - 28. juli 2005 - fik vi svar på blodprøve for skab, som var negativ.
Dyrlæge Helle mor talte med var virkelig engageret og forstående.
Mor roder rundt i det hele, og er så følelsesmæssigt påvirket, at ordene kommer skævt ud. 
Samtalen endte med akut tid fastende til mig i morgen tidlig.
Mhp. hudbiopsi, blod til allergitest samt udredning for skjoldbruskkirtellidelse.
De blir foretaget i bedøvelse, så jeg skal igen indlægges og møde ml. 8-9.
|
|
|
|
Ikke for noget men body'er er til babyer.. *knur*
|
|
|
 Og det hjalp min mor så meget!
Hun var den første dygtige og menneskelige dyrlæge, vi stødte på inde på KVL.
Nu ringede hun og var meget ked af, som det går mig.
Dér er ingen noget tidspres eller noget hastværk. Når Lene ringer, så taler de til, mor har fået nogle svar og har fået grædt ud!
Lene sagde, at vi var i bedste hænder på Københavns dyrehospital.
Hende og mor har god kemi, og dér er ingen hard feelings. Tværtimod.
Så aftalen er, at Lene er back-up, og mor skal bare råbe AKUT, så smider Lene, hvad hende har i hænderne og ringer tilbage.
De talte meget om livskvalitet, og at KUNS mor ved præcis, hvordan jeg har det, og hvornår det er tid at sige farvel.
Samtalen var givende, og alt blev diskutteret.
Bla. sagde Lene, at en hund skal gøre sit menneske glad det meste af tiden, og at jeg allerede har været vældig meget igennem, så det var klogt af mor at sige, at de undersøgelser imorgen skal give en form for afklaring og udmunde i en samtale omkring fremtiden.
Det er en meget svær tid - men solen skinner når folk forstår og lader det op til min mor at vurdere mig og mit velbefindende.
Kort sagt bare støtter op og forstår - uden at stille en masse krav eller spørgsmål.
Denne morgen - fredag den 29. juli - måtte jeg igen tidligt op! 
HADER det.
Jeg vil sove i min seng under dynen til klokken er 9.00. *LOL*
Nå i al fald betød det endnu en tur med min bil - og jeg ælskar jo at køre i bil.
Da jeg så moster blev jeg lykkelig, men jeg tænker alligevel: "Hva' nu? - Ska' jeg på ferie eller på hospertalet?".
Jeg blev afleveret på Københavns dyrehospital kl. 8.
Da de kaldte mig ind ind, sagde de: "Og så er det lille Mozart!".
De ved jo slet ikke, at jeg hedder lille Mo eller noget, men sødt lød det.
Så var det, at moster og mor gik. Ih jeg skreg. Men mor hørte, at jeg blev præsenteret for en vet. sygeplejerske, og så at hun tog mig i sine arme.
|
|
|
|
Det må være vigtigt, når jeg skal op så tidligt!!!!!
|
|
|
Telefonkontakt ml. 13-14.
Aftalen var, at jeg skulle kontakte hospitalet den fredag mellem kl. 13-14.
Heldigvis var det godt nyt.
Lille Mo var ved at vågne, sagde dyrlæge Helle, og det hele var gået godt.
Til min overraskelse fortalte hun, at lille Mo var "sat sammen med clips".
Helle dyrlæge forklarede mor i telefonen, at jeg gerne måtte komme hjem.
*Hurravov*.
Da jeg kom ud i venteværelset, sagde sygeplejersken til mig. "Nå lille Mozart er her mon nogen, du kender?".
Jeg kiggede rundt, og så moster, og skulle lige til at kysse, men så var det, at jeg fik øje på min moar, og så løb jeg! *SS*
I 5-10 min. hylede jeg og var meget, meget stresset.
Mor talte stille til mig, og gik rundt og rundt med mig i armene, og så faldt jeg langsomt til ro. 
De var nødt til at vente på en snak med dyrlæge Helle, men jeg hev og trak for at komme UD derfra. *S*
Helle startede med at spørge mor og moster, om de var klar over, hvor smuk jeg er?
Åh så blev de jo så glade. 
Hun forklarede, at jeg skulle have clipsene (som mor sir ligner hæfteklammer!) siddende i 10 dage.
Og fortsætte med antibiotika og Prednisolon.
Når jeg skal have clipsene ud den 8.8.05, er der svar på biopsierne.
De har undersøgt mig grundigt, så nu håber vi på en afklaring.
|
|
|
|
Lykken er at være hjemme igen. Både mor og jeg tog en lur!
|
|
|
I dag skulle jeg ikke tidligt på hospitalet, men først være dér kl. 12.00.
Jeg er slet ikke påvirket af alle de ting, som de har udsat mig for derinde, og er stadig meget, meget glad for at komme på stedet.
Så snart jeg stiger ud af morfar-bilen, så logrer jeg glad med min hale og haler kraftigt i min mor for at skynde mig ind til det hvide folk.
I dag startede også med, at jeg skulle vejes.
10 fulde hundekilo er jeg igen oppe på. *hurrabjæf*
Jeg er blevet sådan en flot fyr igen.
Helle dyrlæge kunne straks se, at jeg har fået det bedre, og hun var oprigtig glad for høre det.
Bugspytkirtlen fejler heldigvis ikke noget!!!!
Hudhiopsierne viste bla. furunkulose (se siden om dette, red.).
Årsagen kan være allergi, hvilket mor jo har vist længe, at jeg led af.
Da mor selv har multiallergi, er jeg i gode hænder.
Når jeg har været stabil én måned mere, begynder vi langsomt med provokationer (Á hva'? Hvem skal provokere mig? Jeg bider!).
Ligesom med mennesker skal man passe på med ikke at fornægte sig selv alting men finde en balance, hvor man spiser varieret, og finder frem til flest tålte ting.
Det kan jo desværre koste tilbagefald, men vi tror på det bedste på sigt.
Som sagt har min mor stor erfaring på netop dette felt, så jeg er vis på, at jeg får den bedste behandling.
Yderligere allergiprøver kommer på tale, hvis jeg ikke arter mig.
Lige nu skal jeg fortsætte med antibiotika i sammenlagt ca. én måned.
Desuden Prednisolon ca. 10 dage endnu.
Forfra og om igen. (22.08.05).
Hen mod slutningen af min ferie fik jeg opblussen i furunkulosen.
Mor var med det samme obs, og fik ringet til Københavns dyrehospital.
De bad os komme derind, men da gik jeg jo rundt blandt vilde dyr i det fremmede land Lolland.
Helle - min hvidkitlede ven - havde også ferie, så vi ringede, så snart vi var hjemme igen.
Sandsynligvis er det hele blusset op igen pga. mit uheld med at smøre min smækre krop ind i tectyl fra under bilen!!! Dumt Bøv.
I al fald sagde Helle, at så var det forfra om om igen. *Suk* (- Og holdt med mig: "Det skal være sjovt at være hund!", sagde hun!).
Så derfor er det Prednisolon og ny stærkere antibiotika i 15 dage.
|
|
|
|
Ai altså... helt på Lolland har de dumme knopper fundet mig. *HYYYL*
|
|
|
Jeg har nu gennem nogle uger haft tiltagende kløe. *suk*
Det er så for irriterende, så jeg bider, slikker og klør mig konstant.
Lige så snart vi stopper med Prednisolon, ja så blir jeg vanvittig af kløe.
Knopperne er også i fremmarch :-(
Så på mandag skal jeg hos de hvide blodsugere og have taget allergi-prøve, som koster en formue.
Jeg har mange gode dage - men desværre blir jeg altså ved at få furunkulose - nærmere bestemt hot spots.
De er voldsomt ømme og ofte voldsomt store!!! 
Når dér er mange, blir jeg træt, rastløs og irritabel.
Så er jeg svær at gøre "tilpas" - og ofte er det eneste, der virker at tage sig tid til mig, og sætte sig med mig på skødet til, jeg falder til ro.
Jeg har ad flere omgange måtte have Prednisolon, som min mor selv styrer efter hvor voldsomme udbruddene er. (Hun er jo lægesekretøse og har styr på blandingsforhold!).
|
|
|
|
Nå så du tror, at du er hot? Din dumme spot!!!!
|
|
|
Idag havde jeg i forvejen en tid hos hvide Helle på Københavns dyrehospital sammen med min privatchauffør moster og min bodyguard fr. mor.
Planen var, at jeg skulle påbegynde hyposensibilisering (vaccination, red.) mod husttøvsmider.
Men i nat blev jeg hunde hamrende syg, og vandrede rundt fra kl. 2-7 i nat/morges med min mor på slæb natten igennem!!!
Jeg græd hele natten - meget voldsomt - kastede op - var urolig/utrøstelig og ville hele tiden ud.
Så snart jeg kom op i min seng, så ville jeg ud igen. *suk, jammer og klage sir mor jeg skal skrive*
Og ellers blev jeg hysterisk!!! 
Så mor vidste med det samme, at min heliobacter infektion i spiserør og mavesæk var kommet tilbage. *knur*
Det er risikoen ved at få Prednisolon for mig, at min mavetarmsygdom blusser op.
Derfor er jeg straks startet antibiotisk behandling mod den bakterie idag.
Som indsprøjtning og fra imorgen og 10 dage frem tabletter.
Mor og moster blev instrueret i at hyposensibilisere mig. Jeg fulgte godt med, så de ikke overdriver det stikkeri.
De har udarbejdet en plan, hvor de sammen skal udføre projekt husstøvmide hyposensibilisering. *ruller rundt af grin*
Pyha - det er ligesom mig, der skal lægge krop til det projekt.
I al fald må jeg ikke starte, før mavsi er 100% i ro.
2 skridt frem og 3 tilbage.
I uge 43 har lille Mo været appetitløs.
Normalt er han jo en grovæder.
Det forværredes af den nye "olie" (fedtsyrer) på maden - Viacutan.
Mozart har altid hadet alle former for olie, så jeg kunne have sagt mig selv, at den her ingen undtagelse var - trods luxus udgaven. *S*
I stedet må vi gå over til kapslerne i lidt banan.
I uge 44 opdagede jeg pludselig en hasselnød stor, fast, hævet, øm kirtel under Mo's ene forben.
Nu har han især én hasselnødstor hot spot på ryggen, og det kan meget vel tænkes, at det er den betændelse, som han krop reagerer på med hævede kirtler til følge.
Vi har naturligvis talt med dyrlæge HELLE TEXEL flere gange, og er blevet enige om, at hun ser kirtlen, hvis den ikke falder betydeligt de kommende dage.
Spørgsmålet er, om ikke også det kan være en reaktion på hyposensibiliseringen, idet jeg selv reagerede atypisk.
Heldigvis er Mo oppe på knap 11 kg, så det går lige, at han ikke spiser hele sin madration hver dag i denne tid.
I marts 2006 er Mo 2 år gammel - og vi kan fejre dels hans fødselsdag og dels, at vi VANDT kampen mod hans sygdom.
Han er glad, han logrer endelig med halen, ja han trives bare.
Det er en sand LYKKE at opleve, og jeg er meget taknemmelig.
Han er blevet lidt for rund efter han blev kastreret - 12 kg - og vi prøver virkelig at få ham ned i vægt.
Men det er vand ved siden af at være alvorlig syg. *S*
Hvor er jeg GLAD for, at vi ikke gav op!!!!!!!!!!
Idag den 30.09.05 modtog vi et koldt standardbrev fra vores forsikring om, at Mozarts forsikring dér er opsagt grundet hans lange sygdomsforløb.
Nu er vi endelig på vej i mål, og så sker dette.
Naturligvis er jeg ganske fortvivlet.
Han har kostet ca. 16.500 kr. siden maj, men det er selvfølgelig uforskyldt, at dyrlægerne har været så længe om at diagnosticere ham.
Uforskyldt? Ja men det fik trods dette faktum katastrofale følger for mig.
Min gamle gravhund Janus var forsikret i samme forsikring hele sin levetid.
Han var syg vist 2 gange, hvor forsikringenmåtte betale
små beløb.
Trods dette faktum fik vi aldrig brev om nedsættelse af præmie som følge af Janus var så sund og rask.
Det er tankevækkende, at visse forsikringsselskaber kalder det en hundeSYGEforsikring.
Dyrefondet stiller gratis en advokat til rådighed for medlemmer.
Hende kontaktede jeg igår.
Sjældent har jeg mødt så symptatisk et menneske.
Hun var så meget menneske, at jeg rent glemte hendes erhverv.
Nu hjalp det også svært på det, at hun selv har 3 hunde - deriblandt en bette gravhund - og hendes hjerte bankede helt klart også for hunde.
Tilmed kendte hun situationen med furunkulose fra sin nu afdøde hund. Det havde taget år at få has på - men rask blev den.
Se det var et sidespring.
Spørgsmålet gik på en anke over forsikringens afgørelse om at smide Mo på porten.
Hendes første kommentar var: Nu er netop det forsikringsselskab ikke mit favorit forsikringsselskab!
Siden fortalte hun mig, at man ikke kan vinde en sag mod dem.
Spar dine kræfter sagde hun rent ud, jeg ved, vi ikke kan vinde!
Deres opførsel er uetisk men ulovlig er den ikke!
Det var rart at få en faglig vurdering - og slå en kamp uden af hovedet som på ingen måde ville gavne os.
En journalist på "Ude og Hjemme" kunne få dette forsikringsselskabs loft for dækning af sygdom oplyst, hvilket jeg ALDRIG har kunnet hverken i telefonen eller pr. mail.
|
|
 |
|
|
|