 |
|
|
 |
|
*Mozart har en skytsengel*
Hvad skete dér?
Netop denne dag var lille Mo igen sløj.
Han sov meget dagen igennem, og naturligvis var jeg bekymret, fordi han ikke var interesseret i at lege eller gå tur.
Som så ofte før bad jeg Gud vise mig vejen.
Jeg er ikke fanatisk, men jeg tror fuldt og fast på Gud, og han har ofte vist mig vejen, når det hele blev for kaotisk for mig.
Denne dag tændte jeg lys for "Janus" på dyremindet.dk, og bad ham være med sin "lillebror", og passe på ham, så han ikke allerede skulle op til "Regnbuebroen".
Jeg tog en masse billeder - nok op imod 20 - af min sovende skønhed.
Pludselig, mens jeg fotograferede, mærkede jeg en varme, som gav mig ro indeni, og jeg kan bedst beskrive det som om al ansvar i det øjeblik blev mig frataget!
Følelsen er umulig at forklare.
Men fredfyldt blev jeg som ved et trylleslag.
Da jeg så lagde billederne ind på min computer var ALLE præcis, som jeg havde ventet på nær dette ene foto.
De er taget ved højlys dag og UDEN blitz.
Marion Dampier-Jeans.
Marion Dampier-Jeans er et af de få medier, der "taler til mit hjerte".
Hendes bøger er skrevet i et sprog, som er til at forstå og på en meget interessant og fængslende måde.
Derfor var det nærliggende for mig at dele billedet af min sovende Mo med hende.
Hun er en travl kvinde, så jeg kan kun håbe og bede til, at hun får tid at se på netop mit billede... en dag!!!
På hendes hjemmeside er beskrevet lignende "fænomener":
http://www.mariondampier-jeans.com/fotografier_af_ånder.htm
Forklaring?
Susanne, som er tante til Balder, som var på HG, har jeg skrevet intensivt med en tid.
På et tidspunkt nævnte hun sin mor, og hendes evner for bla. at heale.
Hun havde fået Mozart's historie. 
Og sagt til Susanne, at hun havde fjernhealet Mo.
Jeg er meget, meget skeptisk med den slags. Ingen tvivl om det.
Men fakta er, at Mo i al fald efterfølgende blev GLAD igen, hvor han i måneder har været TRIST.
Faktisk endda på et tidspunkt, hvor infektionen stadig rasede i hans krop.
Det korte af det lange er, at Susannes mor har set ovennævnte billede.
Svar fra Hanna Lyzet Poulsen.
Hej Rikke
Sendte billedet af Mo til min mor....
Her er hvad hun svarede...
Du ved, hun kan det der med healing osv.
Knus Susanne
Tak for billedet, som Rikke har sendt til dig.
Rikke skriver til dig, om du tror på ånder, for der er noget på billedet af Mo.
Det er ikke en ånd, men energier der sendes til hendes hund .
Det kan være energier, der er sendt til Mo for at heale den ,og det kan være sendt af nogle mennesker, der sender fjernhealing.
Men tag ikke fejl, det kan også være healende-energi sendt fra Universet, men lad os se hvad Marion skriver, ikke?
Jeg har set mange billeder, hvor noget ukendt er kommet med, og hvorfor skulle der ikke findes en anden verden - en anden dimension.
Hanna Lyzet Poulsen
Så skete det igen. *S*
Den 14.09.05 legede Assi og Mo vildt.
Assi lå i sin kurv, og Mo kom med sit tov, som de begyndte at trække i.
Lige som jeg tog billedet mærkede jeg igen, hvad jeg føler er "Janus".
Varme og ro er hver gang den følelse, som kommer til mig!
Begge hunde slap tovet samtidig, og kiggede sig ligesom forundret omkring.
Assi knurrede.
Det varede et splitsekund, så genoptog de deres leg.
Som med det første billede er ALLE andre billeder taget umiddelbart før og efter helt normale.
For en god ordens skyld skal nævnes, at kameraet intet fejler.
Også dette billede har jeg sendt til Marion Dampier-Jeans.
"Fænomenet" er ophørt, efter vi fraflyttede den lejlighed, hvor "Janus" i sin tid boede mig mig.
Med til historien hører, at min "Janus" var en hund, som helt sikkert registrerede følelsesmæssige "udsving" - og mere end én gang oplevede jeg, at han vidste besked, og reagerede præcis, som nogen vi holdt af døde.
Den mest bemærkelsesværdige historie er også en utrolig kærlig og dejlig historie.
Den gang boede jeg til leje i en gammel villa i Helsingør.
Da "Janus" levede blev huset ejet af en gammel kvinde. Tove.
Hun kom til at betyde MEGET for ikke alene jeg men også for Janus. For hun elskede min "Janus".
Jeg husker stadig hendes måde at sige: "Når er du dér "Janus" - du er god nok!" hver gang, vi bankede på hendes dør, fordi "Janus" gerne ville hilse på hende.
Hun havde en krukke med hundegodter KUN til ham.
De 2 havde et rørende og tæt forhold, som jeg altid vil mindes med glæde.
Tove var en smuk og elskelig kvinde.
Når vi kom forbi hendes dør til hendes lejlighed i stuen, stillede "Janus" sig op og ventede. Han kradsede let på døren, og lyttede.
Mon Tove var hjemme, og kom, og lukkede ham ind?
Det gjorde Tove næsten altid.
Så kom den tid, hvor Tove blev syg.
"Janus" reagerede med tristhed.
En aften hvor jeg sad og så tv, fór han pludselig ned fra sofaen, hvor han lå godt begravet under et tæppe.
Han satte sig ved døren mod bagtrappen, og HYLEDE som en ulv.
En adfærd han ikke normalt praktiserede.
Jeg troede, at han havde fået akut ondt i maven, og skyndte mig i haven med ham.
Ved Toves dør lagde han hovedet på skrå, og peb og peb!
Da vi kom tilbage fra haven, gik "Janus" uroligt rundt, og virkede forpint.
Så hørte jeg sirenen fra ambulancen.
Tove døde præcis tidsmæssigt, som "Janus" hoppede ned fra sofaen og begyndte sin hylen.
Det har hendes datter, som også bor i vores hus siden fortalt.
Fra den aften gik Janus ALDRIG igen til Toves dør.
Han vidste besked!
De 2 havde så stærke bånd, og ikke en gang jeg havde den kontakt til "Janus", som hun havde.
Derfor er jeg så sikker på, at det var min "Janus", som stadig var der nu og da og så til os.
Tove ville gerne dø hjemme - og ønskede at blive båret ud fra sit hjem her - og sådan blev det - heldigvis.
Hun ville være fyldt 90 år i 2005.
|
|
|
|
|
|