 |
|
|
 |
|
Sammenstød med en stige... 29-11-05.
... Og det skete i de dage... *vuf*
... Mor skulle til at pynte op til jul...
Erindrer ganske svagt fra sidste år, hvor mange nisser min mor har. Og at det tager flere lange dage at få pynten på plads :-((((
Nå, i al fald skulle mor absolut op og stå højt på en stige midt i entréen, mens jeg mente, at vi skulle spille med den nye bold fra moster.
Mor havde sagt NEJ og VENTE!!! Men jeg tænkte, at jeg så selv kunne spille bold'er i ventetiden. *bjæffer af fryd*
Så var dér bare det lille men, at jeg altid skal spille nær min mor. Og ofte "råber" se mig - se min bold osv. *knur*
Jeg kastede bolden fremad med stor kraft, og drønede glad efter den. Det er virkelig en fin teknik/taktik!!!!!!
... Åh nej kunne ikke bremse!!!  Ups...
Og drønede med alle mine 10,8 kg lige ind i stigen, hvor mor vel og mærke stod på øverste trin med en stur kasse julepynt...
For ikke at styrte ned ad stigen, som rystede, slap mor kassen. *triller rundt af grin*.
Thanks God.... at jeg ikke fik den nissetunge kasse lige i hundenøden.
Værre var/er, at mere end én nisse "tabte hovedet". *grinevuf* (Og naturligvis ikke de billigste af nisseslagsen!).
Morfar sir, at når bare lille Mo ikke tabte hovedet... *vuffer tilfreds - vidste jeg ku' regne med hans støtte!*.
|
|
|
|
... VIGTIGST min bold intet kom til.. Pyha..
|
|
|
Lykken er så ganske bestemt en lullebror.
Dér er mange fordele ved at have en bette bror. 
Især er jeg lykkelig for, at han smider rundt med sin mad.
Han fatter simpelt hen ikke, hvor den blir af, når jeg griber det, han smider op i luften... og æder det forstås. 
Da han første gang mødte en gulerod fx.
Jamen, jeg troede, det var løgn, at han sådan smed rundt med den. Sådan en lækker sag er det da bare om at æde i en vis fart.
Derfor stod jeg klar. Har trænet meget på det seneste - i smug - så jeg griber perfekt. Man har ligesom kun én chance...
Og ganske rigtigt op i luften med den - og vupti var den nede i min mave. *guf*
Da blev Valdi godtnok rasende, og selvom han er lille, så kan jeg blive BANGE for ham, når han løber hidsigt efter mig og råber højt til mig!!!
Så har jeg RESPEKT... *uha*
Mand, jeg skyndte mig op i min stol, hvor han - endnu - ikke kan komme op! *pyha*
Det bedste er, at han stadig ikke har fattet det - og så sent som idag kastede en godbid op i luften, som igen havnede i min mave.
Jamen, kunne han hitte sin godbid nogen steder bagefter? *næh nej*
Han søgte nok 24 timer rundt regnet, og jeg lod som ingenting, og søgte med, så han ingenting fattede.
Jo, en brormand er søreme god underholdning.
Og en god sovepille... sjældent har jeg sovet så godt og så længe om natten. 
|
|
|
|
For høvlede... Mo har snydt mig igen...
|
|
|
Lillebror løber hjemmefra.
Bedst som jeg gik, og mente, at min lillebror var så meget et dydsmønster, at jeg var ved at kede mig ihjel - *gab* - så rykkede han.
Mor lå med lungebetændelse, og gøede som en sælhund.
Vi blev allesammen passet hos far.
Personligt er jeg nem og til at have i en have med hul i hegnet - men kun ikke lille V.
Dér stod vi så, og jeg havde gjort det, som at jeg skulle.
Lige med et satte min uartige lillebror i med at være så fræk så fræk og så hurtig, at mor simpelt hen ikke kunne nå at fange ham, da han indledte sin springtur med vupti at gå under fars midlertidige indhegning af terassen.
Ej, jeg råbte altså vov og lillebrormand tag da hensyn til vorses syge mor og den slagser.
Han vendte sig om - triumferende - og løb så langsomt men sikkert ud af far Oles have.
Mor røg efter kun i ført hjemmesko og med en jakke over armen.
Efter 15 min. hvor lillebrormand i den grad drillede og hele tiden løb, når han så mor, opgav mor ham.
Han var ligeglad med alle tænkelige godbidder.
Ja, hende kom altså hjem til mig, som gik der og ventede UDEN min lillebrormand.
Hun så helt bestemt ud til ikke at gide finde ham, så jeg peb godtnok lidt.
Nå, men hende sagde: "Mo, mor har lungebetændelse, ved du, og er jo lige kommet ud af badet, så håret er vådt... Det må mor lige tørre, og så går du med mig, og finder lillebror, ikke?"
"Jo jo" vuffede jeg, "lad os så komme afsted i en fart!".
Efter 30 min.s intensiv jagt og hjertebanken i stor stil, gav jeg mig godtnok til at skrige helt ubehersket og trække heftigt mod en have.
Nu havde mor tidligere set lillebror i en have langt derfra, så hende sagde, Mo lad være med at skabe dig og kom så med.
Jeg vedblev at protestere og højlydt give min mening til kende.
Og så skete det... Ja, jeg vidste det nok... Lillebror var nemlig i den have, som at jeg sagde!
Pludselig kom han med 80 i timen, og nåede lige at hilse på mig i farten, før han provokerende løb videre.
Så havde mor fået nok!!!!!
Hende gøede og gøede, og sveden drev pga. feber.
Hun slap mig med min flex-linen efter mig.
Hurtig, hurtig løb jeg lillebror op, og jeg var godtnok ikke venligsindet lige dér.
Han blev lagt ned i en vis fart i sneen, og mig ovenpå.
Og dér blev jeg stående til mor kom, og tog ham.
Wee, mor var totalt stolt af mig - og selv var jeg også ret godt tilfreds med min indsats.
Hjemme igen kom lillebror i karantæne, mens jeg fakta fik et hult ben med callun i, som at der er min favorit spise.
Dagen derpå sad lillebror ved terrassedøren, og kiggede og længtes efter friheden.
Han nød virkelig sin springtur, og var slet ej bange.
Den slags er jeg vist vokset fra... Eller er jeg?
|
|
|
|
Det hegn beder om at blive lagt ned MO!!!
|
|
|
|
|
|
|
NO way Valdi... Bliv nær madskålen.
|
|
|
Her i sommer (2008, red.) tog jeg én uge til Langeland med moster, mor og lillebrormand én hel uge.
Vi skulle køre i bil en tid, før vi nåede frem, hvor vi kunne hente nøgle til vorses feriebolig.
Det var en hede hule hot dag, og jeg synes, at dér var ret varmt i mosterbilen, selvom vi holdt mange tisse- og drikkestop undervejs.
Da vi endelig nåede frem til nøglestedet, ja så var køen halve timer lang.
Mor var træt, og sad og blundende, mens moster stod i en kø så lang.
Inden havde hun lige gået en tur gennem Rudkøbing med vos.
Jeg hoppede lidt rundt i bilen, mens lillebror sov sødt ovenpå på en kuffert bag i bilen.
Først da moster kom, fik jeg den hjælp, jeg behøvede.
Med et kæmpe spring hoppede jeg ned i bunden af bilen, hvor jeg skubbede til en flaske.
Moster sagde: "Hvad er dér, Mo?".
Så tog jeg fat i proppen på vandflasken, og bar den forsigtig op.
"Nååååå, er du tørstig, Mo?" spurgte moster.
Jeg logrede glad med min hale, da hende åbnede for vandet.
Så kan det nok være, at jeg drak igennem.
Mor havde bare ingenting fattet, selvom jeg sad dér i bilen, og pustede, mens moster med det samme kendte mit behov.
Lillebrormand var fakta oz tørstig, men han er ikke halvt så klog som jeg er, og slet ikke i stand til at fortælle, hvad han har brug for.
|
|
|
|
Død af tørst... var min skæbne... men jeg tog skæbnen i egen pote..
|
|
|
|
|
 |
|
|
|