 |
|
|
 |
|
Janus 27.05.94 - 24.05.04
En savnet ven!
Lille Nus med din charme
mor behøver dig i sine arme.
Nuserbarn kært barn har mange navne
dig vil jeg ALTID savne.
Da jeg sagde ja til dig tog jeg munden fuld
men du viste dig at være det pureste guld.
Mit hjerte bløder efter dig
hvordan kunne du dog forlade mig?
Jeg hører stadig Nus-fidus din høje stemme
den skal jeg aldrig glemme.
Du har efterladt stor sorg og megen smerte
inde i mit hjerte.
Men lillebror glæden over at kende dig
vil altid følge mig
Du lærte mig, hvad kærlighed er
og stod mig så nær!
Gid du nu er fræk
og igen kan klare fodboldbanen i et stræk.
Lille Janussi, du vil aldrig blive glemt
men altid i mit hjerte gemt.
Lige nu er sorgen så stor
men du jo i mit hjerte bor.
Nus hvil i fred
tak for al din kærlighed.
|
|
|
Nus' historie.
Janus var knap 9 måneder ung, da han kom ind i mors liv.
Modsat mig var han forlængst voksen og sat i den alder.
Fx. var han helt færdig med at gnave hjørner af møbler i de dage, og han var også allerede klar til det dér alene hjemme og altings.
I det hele taget lyder han røvkedelig.
Men mor sir, at han var skøn som få.
Han kom tilfældigt ind i mors liv.
Moster - min moster - hørte om ham fra en kollega.
Om hans turbulente liv, hvor han 9 måneder gammel allerede havde boet 4 andre steder.
Hans hundemor var blevet kørt over, da han var 6 uger gammel.
Den gang boede han langt borte i nordjylland.
Mor fortæller mig igen og igen, at der ingen verdens ting var galt med min brormand, så hende vil aldrig forstå, hvorfor han blev en kastebold (én hva' for én? Jeg spør bare... noget med en bolder?).
Da Janus kom på tale, havde mor skrevet sig op til "en lille hund" på et internat. 
Det sjove er, at de havde ringet én måned før om en gravhund på 6 år, men da var det "for tidligt" for min mor, eftersom hendes lejlighed - den jeg bor i nu - først var parat til indflytning mange måneder senere.
Nå, det er en helt anden historie, for da hun blev præsenteret for Janus, ja så fandt de en løsning, og Janus boede sammen med en krøllet fyr kaldet Hannibal hos M og M sammen med mor 2 måneder, før de kunne flytte i egen lejlighed (den jeg ejede mange år!).
Faktisk kom Janus fra det ene minut til det andet - næsten.
Moster ringede hjem fra arbejde, og fortalte om ham.
At han skulle aflives, hvis de ikke fandt en ny familie til ham, fordi ham han boede hos var væk optil 10 timer hver dag fra ham.
Janus daværende ejer ringede så til min mor, og aftalen blev, at han samme aften skulle komme og vise Janus frem - uforpligtende.
Min mor indrømmer det. Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik.
Mor kendte absolut intet til gravhunde, og Janus var ret reserveret, og ville egentlig ikke rigtig snakke med min mor.
Han var yderst velopdragen (hold fest hvor hans historie dog keder mig), og gik fx. fri ved fod hos sin daværende ejer helt nøgen.
Dvs. da han ankom, gik han altså lige ind i M og M's hus og lagde en stor l...!!!!! Lige midt på deres gulv.
Han prøvede helt bestemt at skræmme mor til ikke at ville have ham...
Efter nogle timer sagde mor alligevel ja tak til at overtage Janus.
Ganske gratis.... men morfar gav altså 100 kr. for hans hale - noget med at levende væsner forærer man altså ikke bare væk.
Stakkels Janus hylede sig gennem den først nat.
Han var så ked af det, fortæller mor.
Hannibal puddel hjalp ham dog meget, og prøvede virkelig at trøste.
Hans tidligere ejere havde pointeret, at Janus ikke var vant til at sove i sengen. Det sjove er, at Janus altså uden at blinke sneg sig op i sengen hos mor, så snart hun måtte give efter for søvnen....
Så at han aldrig skulle have set en seng før? Mor tror, han var vant til at være sengehund.
Allerede efter et døgn begyndte Janus at få det bedre.
Det var ikke mors indsats men udelukkende, fordi Hannibal bare var sådan en social og sød hund, som bare var dér for Janus.
De 2 havde deres magtkampe den første uge, men så indså Hannibal, at gravhunde rangerer højere end pudler, og lod Janus bestemme altingS.
Mor og Janus fik 9 år sammen.
9 dejlige år fulde af sjove og gode oplevelser.
Janus havde en høj stemme, og sagde meget ofte vov!
Derfor er jeg trænet hårdt i IKKE at sige vov til alting.
Og det virker 
Han lærte aldrig de samme kunster, som jeg allerede kan.
Han trak mor i stram line og hev og sled så børn stoppede og spurgte: "Har din hund astma?".
Fakta er, at han ikke gik i snor men altid løs, da mor overtog ham, og min mor er meget forsigtig og aldrig tager chancer mht. at være løs, så både Nus og jeg går altså i snor på gader, stræder og veje.
Men dér er gode og trygge steder, hvor Janus løb løs og hvor jeg også gør. Bla. vores skønne strand.
Igennem sit liv var han - modsat mig - syg meget få gange.
Værst var det, da han blev bidt af en hugorm. 
Han var en sej fyr - som mig - og moster sagde til mor, prøv at se Janus, hvordan kan han lave så sjovt et ansigt?
Janus logrede med halen.
Mor og moster grinte vildt meget af Nus-fidus.
Men så fik mor set, at Janus fakta var hævet til dobbelt hundehovedestørrelse, og at hans ører var totalt tunge af væske.
Akut til dyrlægen og Janus blev reddet i sidste øjeblik. Meget, meget voldsom allergisk reaktion, og Janus var syg som bare pokker i 5 dage.
Derudover var han stærk som en okse.
Mor sir, at der er mange skønne historier om Janus, og at de nok skal komme.
Men i forhold til mig ja så var han godtnok meget ROLIG...
|
|
|
|
|
|