 |
|
|
 |
|
Lille snegl på vejen... hvis er du? Mozart's?
Det skete en morgen... 
Jeg vågnede kl. 04:30 denne morgen, og skulle bare sådan tisse!
Efter en del møsser forstod moar, at det altså var NU!
Dér var ikke mere at tale om - op med sig, bjæffede jeg friskt!
Mor var knap vågen, da vi kom ud i haven en smuk sommermorgen i juli.
Det regnede meget i juli 2004. Ufattelig meget. 
Men denne morgenstund var virkelig smuk med tørvejr.
Nattens regn sad dog stadig i græsset og i luften!
Eftersom mor var halvsovende, skyndte hun sig bare at tørre mine lange fusser, og så ind i sengen igen med lille mig, før jeg blev for vågen!!!
Da hun kom tilbage fra wc, blev hun vågen på et split sekund.
Min snude! Hvad var dér med min lille snude??
Mor's hjertede bankede heftigt, for det så ud til, at min "læbe" var flækket.
Lige dér var det, at sagens alvor, gik op for hende.
Fy for en bankebæ...
Dér sad en snegl fast fra inde i min gane, og op over snuden, så tandkødet sad udad...
Så helt vildt sejt ud, hvis jeg selv skal sige det...  .
I kan nok forstå, at min mor overhovedet ikke syntes, at det var særlig skønt sådan en tidlig morgenstund.
Det tog nok ½ time at befri mig for det snegledyr, som havde sat modhager i. 
Nu er jeg vild med snegle, og vil til hver en tid gerne lege med dem, men altså det var ufedt, at min mor ville tage min ven fra mig så hårdhændet.
Til sidst lykkedes det, og som I ser på billedet var jeg bagefter helt udaset.
Tænk efterfølgende ville mor ikke have noget natkys! Hmm.. mennesker!!!
Sommeren igennem fangede jeg snegle hver dag - trods mors foredrag om, at det er en usund spise for en gravhund.
Når det blir sommer igen - og solen kommer igen - så skal jeg ud i det fri - det er en tid, jeg kan li'.... (som Birthe Kjær ville have sunget!).
Og jeg håber, at det blir et godt snegleår 2005.
Når en peberkage bager...
Dér sker så mange nye ting i mit liv.
December er fuld af sjove aktiviteter.
Bla. har jeg min helt personlige julekalender, og venter glad hver morgen på min hundekalenderpakke.
I dag sagde mor, at det var store bagedag.
Vi skulle, sagde mor, bage pebernødder.
Á hvad for en nød, tænkte jeg, men sagde det ikke højt, da jeg hele tiden er så uvidende.
Projekt pebernød var langvarigt. Det blev ikke til megen søvn i mine hundeøjne, da jeg skulle følge hele processen.
Jeg mærkede hurtigt en god duft 
Men jeg blev mere og mere klar over, at det projekt burde mor have startet i efterårsferien.
Jeg lå snart på den ene side, snart på den anden, trillede foran ovnen, og bjæffede lystigt.
Intet skete...
Før flere hundrede timer efter.
PLUDSELIG fór en færdigbagt pebernød i MIN retning.
Jeg var ikke sen til at drøne efter den med 160 km/timen, selvom mor råbte: STOP og NEJ - og PAS PÅ.
Det ænsede jeg ikke - en rigtig ægte nød lige serveret på gulvet.
Men da jeg så fangende den - hyl og skrig. Den var hede hule hot!!!
Så begyndte min krigsdans, jeg fór tilbage - og på afstand knurrede jeg, viste tænder, rullede rundt, og bare skabte mig for vildt af den sk... nød!!!
Mor tillod sig at grine højt af mig, og sige lille Mo sig ikke, at jeg ikke advarede dig.
Hende havde den frækhed bare at trække på skulderen bagefter, og sige: "Her Mo, så tag lidt vand!".
I lang tid efter turde jeg ikke nærme mig den nød.
Jeg havde den nu konstant under opsyn, for mor har det med at stjæle fra mig!
Og tænk så viste det sig, at den var liiiige tilpas! Og så var den ligesom en slags bold'er, og kunne trille. Jeg legede med den 20 timer, og åd den så.
"Uhm!" bjæffede jeg så, stik mig lige en nød mere, mor.
Julen er hundens fest, så det blev til mange pebernødder den jul.
|
|
|
|
Hernede er jeg i sikkerhed.
|
|
|
Pølsehund!!!!!!!!!!!!!!!!!
Det er simpelt hen så dejligt forår netop nu.
Midt i april og lunt som en sommerdag. 
Jeg har været meget ude i det fri, og bare nydt det.
Min mor synes, at jeg har været vældig dygtig, når vi har trænet, og jeg har derfor følt mig ret høj i hatten!
Men så i dag da jeg luftede mor i min lille park lige om hjørnet, så kom dér en hel børnehave forbi.
De kunne se mig gennem hegnet, og råbte "næh" og "ih" .
I kan nok tro, at jeg rettede ryggen (og det tager tid, for den er jo laaannnggg!), og gik helt kongeligt, for jeg vidste bare, at de dér børn syntes, at jeg var overlækker.
Ak og ve, da jeg var lige ud for dem, hørte jeg nok, hvad de sagde:
"SE PØLSEHUNDEN!!!".
Træerne vokser ikke ind i himmelen - og jeg må bruge et par dage på at komme mig over den udtalelse.
Men mor forstod nok, at jeg var slukøret, så da vi kom hjem fik jeg en PØLSE i min mad.
|
|
|
|
Er dér en race, der hedder pølsehund?
|
|
|
Hvad en affaldsspand kan bruges til!
Normalt så går jeg ikke tur for at vente på, at min mor shopper.
Heldigvis, sir jeg bare. 
Men nogle gange kan min mor få sådan en trang til noget sødt, at det er en decideret hastesag, og så må jeg tage poterne på nakken og holde trit hen mod kiosken. Det er om at komme op på lakridserne!
(Alternativet er, at jeg venter alene hjemme - og I ved, det tør jeg altså bare overhovedet ikke, så hellere vente foran Ali's kiosk).
Sådan var det i dag.
Nå, i al fald er min mor aldrig sådan for alvor bange for, at nogen kan nå at stjæle mig.
Dels varer seancen højst ½ minut, og dels så "råber" jeg: "Halloooo mor - bjæf, bjæf - hvor blev du af?" AL den tid, mor køber lakridser.
Idag var jeg stille som en mus... Ved eftertanke lidt påfaldende javist.
Mor tror altid det bedste om mig - mærkeligt det blir ved - og tænkte, godt så har Mo lært at vente pænt foran Ali's kiosk.
Da hun så kom ud, var jeg væk.*ups*
Dvs. helt væk var jeg ikke - men NEDE i en stur affaldsspand, som at jeg havde væltet.
Mit uheld var, at den spand lige var blevet tømt. *suk* - Mor's held var vist, at den lige var blevet tømt, fordi jeg jo har haft dårlig mave, og ikke rigtig ville have kunnet tåle for meget affaldS.
Ved I, hvad det bedste var?
At det stunt gav stor succes hos børnene!!!! 
2 børn havde set mig vælte den kæmpe spand, og råbte til mor:
"Det så sejt ud, da din lille hund væltede spanden!".
Ja, jeg er rævestolt eller hvad som det hedder over, at jeg kunne.
Mit motto er: "Hvis du kan - så bør du!".
|
|
|
|
Nogenlunde sådan så jeg også ud fra bunden af spanden!
|
|
|
Og det skete i de dage...
Sådan kunne jeg godt begynde min historie om hr. Hejre.
I meget lang tid har jeg kigget på ham i parken, hvor han altid fører sig frem, og tænkt, gid han gad se til min side.
Så stur en fugl han er!
Det er som om den slagser fugl forfølger mig.
I al fald sad den pludselig på det tag ude ved morfar, som du kan se på billedet, hvis du gider, og bare gloede over i MIN have!
Det kan nok være, at jeg fik travlt. 
Rigtig mange gange forsøgte jeg at klatre over plankeværket for at nå over og snakke med ham - ak og ve forgæves!
Stor var glæden derfor, da jeg så umiddelbart efter gik tur på stranden - helt uden tøj - dernede må jeg nemmerlig gerne drøne rundt uden snor!
Inde i en klit stivnede jeg...
Hallo - hallo - hallooooooo....
Hvis ikke det er min ven hr. Hejre, som ligger dér, og snorksover, så ved jeg ikke hvem, det er!
Ruskede lidt i ham.
Vågn da op! Vov, sagde jeg jo. 
Så var det mor nåede mig, lige som jeg lagde an til et rul.
Gudskelov nåede jeg at få eau de Hejre på min smækre krop!
Han var desværre stendød. *suk*
Når man endelig kommer nær så spændende et dyr, så er de stendøde!
I ret lang tid blev mor ved at glemme hr. Hejre, og mere end én gang nåede jeg lige det FORBUDTE rul, før hende nåede hen til mig. *hee hee*
Det er så SKØNT så SKØNT at være hund!
Forleden da jeg skulle på tur med mor, gik vi gennem vores slotspark (vi bor selv på slottet, som hører til forstås!).
Jeg blev så lykkelig, fordi der var flere søde hunde, som sprang mig i møde.
Pga. min sygdom har jeg i mange uger været for svag til at gide lege.
Især var jeg glad for at se en labrador.
Så fik mor set på hans ejer, og hun var rigtig ked af det.
Lige som mor skulle til at spørge, hvad som var galt, spurgte hun om ikke gerne jeg ville gå spor, da hun havde tabt sin mobiltelefon.
Ai, hun spurgte nok på en lidt anden måde, men sådan forstod jeg det.
Jeg logrede med min hale som for at sige, at hun ikke skulle være ked af det, den klarede jeg.
Mor kom i tanke om noget, så vi sprang i galop tilbage til pigen.
Min mor er en geni-mor.
Hun sagde til pigen: "Giv mig dit mobilnummer, så ringer jeg fra min mobil på turen rundt, og lytter om ikke jeg kan høre din mobil give lyd fra sig et sted!".
Som sagt så gjort.
På turen rundt fandt vi desværre ingenting.
Modet var ved at svigte, men da vi nåede tilbage, hvor pigen gik og ledte, og så hendes tårer, så tænkte vi, at vi ikke kunne give op....
Jeg snusede - og det samme gjorde ham labben.
Mor ringede op til hendes mobilos igen, og PLUDSELIG som ved et trylleslag, kunne den søde pige høre sin mobil ringe under nogle blade på en skrænt på den anden side af, hvor vi ledte!!!!!
Ih altså, pigen var så forfærdelig glad, og blev ved at sige, hvor sødt det var os, at vi havde gidet bruge al den tid.
Det var TAK nok at se hendes glæde.
Our home is our castle...
(Marienlyst slot)
Denne morgen vågnede jeg meget tidligt - før halv otte.
Jeg lå og tænkte, at min mave godtnok føltes meget tom!
Mon jeg nogensinde oplever at blive rigtig mæt igen, tænkte jeg.
Mens mor blundende videre, listede jeg op.
Hun hørte mig nok gå rundt, men mente at have hørt mig hoppe op i min kurvestol og sove videre.
Efter en rum tid (mor må have sovet!), smuttede jeg tilbage i seng.
Jeg bøvsede højt, rystede og smaskede.
Mor vågnede med et spjæt: "Åh nej lille Mo er sløj igen, og har kvalme!".
Jeg lod hende blive i troen, og bøvsede højlydt en extra gang.
Vi sov vist til kl. 08.30, hvor mor stod op, og tilbød mig mad.
Da blev hun vågen som ved et trylleslag. Jeg takkede NEJ til mad, og skyndte mig væk fra madskålen.
ALDRIG sket før - jeg gentager aldrig!!!!
Så fik hun øje på det åbne skab, og sækken med 14 kg tørfoder, som ikke mere stod fint i skabet, men hang ned fra hylden.
Hmm...
Gæt hvad jeg havde lavet denne morgenstund?
Joh altså, blev akut sulten, og mor sov jo.
Så jeg fik sparket døren op til mit køkken. Gøres ved at man hopper heftigt mod den lukkede dør!
Den lyd forvekslede mor med, at jeg hoppede op i en stol i sin drømmetilstand.
Da døren var oppe, opdagede jeg til mit held, at mor havde glemt at få lukket skabet, hvor tørfoderet stod.
Med lidt snilde kan mine forben liste alle døre op, hvis de står på klem.
Og så var det jo bare at æde til, jeg ikke orkede mere.
Mor var noget overrasket over, at jeg ikke havde spist alle 14 kg - men så grådig er jeg da slet ikke...
Hvor meget jeg havde ædt står hen i det uvisse. 
|
|
|
|
Du går ikke og fortæller, jeg stjæler vel moar?
|
|
|
Èn af de få varme sommeraftener i min kolonihave i år, skete dér noget ganske særligt.
Min moster og min mor havde flere gange den dag fortalt mig søde anekdoter om min afdøde "bror" Janus.
Da vi så satte os til bords (jeg sover i min kurvestol, mens menneskene spiser!), udbrød moster: "Ai se den sky, søs!".
Mor kiggede op, og blev både glad og varm indeni.
Både moster og mor sagde nærmest i kor (det rimede!): "Det er jo "Janus", som kigger ned til os!".
Det er svært at forklare følelsen, sir min mor, men indeni fik hun sådan en dejlig ro og følte bare stor glæde, da hun så skyen.
Det føltes oprigtigt, som var det "Nus", der kiggede ned i sin elskede have og så til sin familie.
Pas på livsfarlige dyr!!!
Da jeg var med i Knuthenborg safaripark, synes jeg bedst om aberne.
Ih, hvor jeg skabte mig, og sagde vov - vov til dem!
De skreg noget så forfærdeligt, og jeg gad bare ikke blive ved at være stille!
Så ku' de lære det!!!!
Til frokost holdt vi ind i et picnicområde, hvor dér på begge sider grænsende optil var skilte med: "Pas på livsfarlige dyr!".
Efter maden foreslog moster, at jeg skulle have min nye læderbold ud, og spille med. *jubii*
Det skal lige tilføjes, at jeg ikke kan lege med den bold uden lyd på.
Derfor tog mor mig med hen bag nogle små buske, hvor jeg i al fald ikke kunne høres helt så højt. *stille bjæf*
Men altså da jeg begyndte min "kamp" højrystet med bolden, var dér en mand, som var ved at vælte nede af bænken med sin frokost.
Tydeligvis havde han skiltet med "de farlige dyr" in mente.
Han kunne ligesom ikke se mig - men høre mig kunne alle.
Jeg skælder den bold huden fuld, og siger vitterlig som en farlig løve.
Manden var askegrå i ansigtet, og parat til at bringe sin familie i sikkerhed.
Først da gik det op for mor og moster, at han et kort øjeblik troede, at et dyr (næppe en løve!), havde forceret hegn osv.
Han så godtnok lettet ud, da jeg forklædt som hot dog kom til syne bag buskene - MED min skjønne bold.
|
|
|
|
Det er fakta mig, der er et farligt dyr, Mo... (ells blir jeg det, når jeg blir stur... nå!!!).
|
|
|
Bolde fulde af luft??? *knald*
Mormor kom hjem forleden med 2 aflange røde plastdimser. *vuf*
Jeg huskede nok, hvad de var for nogle larmende fyre, da jeg så mor puste den første op! *knur*
Og jeg sku' ikke nyde noget, og lod i første omgang den store bold fuld af luft ligge alt mens jeg råbte til den, at den skulle se at komme væk! *vov*
Sang ligeså stille til den RØDE ballonfyr: "Jeg vil ha' en BLÅ ballon - én af dem med sjov facon - én med hat og næse på - og den skal være BLÅ!"
Den listede alligevel rundt i M og M's gang, da et vindue stod åbent.
Så kan det nok være, at dér kom fart over mig.*ruller rundt af grin*
Sådan en stor rød plastfyr skal ikke bare suse rundt hos M og M.
Det ku' da lige passe!!!!
Til en start huskede jeg på, hvor sarte de ballonfyre er! *bjæf*
Men så efter en tid kom jeg til at sætte en tand lige i dens mave, og KNALD.
Jeg HADER, når det sker - og løber for livet.
Den lyd er bare for HØJ!!! *hyl*
I al fald er det en sjov leg - ikke mindst at overvære for mine mennesker!
Nu var de så også sponsoreret af Social demokratiet, så man ku' roligt gå til den. De var så ganske gratis :-)))))))))) ))
|
|
 |
|
|
|